I Crossbridge Energy er sikkerhed en del af hverdagen, og de ved, at kulturen ikke kommer af sig selv. Den skabes af engagerede kolleger, der tager ansvar og går forrest. Derfor var det også en særlig glæde, da Per Olesen blev kåret som vinder af Safety Award 2025 ved Dansk Offshore Safety Conference.
Per har gennem årtier været en central skikkelse i arbejdet med sikkerhed på raffinaderiet i Fredericia. Hans indsats er kendt af alle, og hæderen understreger det, de allerede ved: Per er en af dem, der virkelig gør en forskel.
Rørt og taknemmelig
I sin takketale lagde Per ikke skjul på, at hæderen ramte ham dybt. Han fortalte, at han blev både overrasket og overvældet, da han hørte, at Crossbridge havde indstillet ham til prisen.
Han takkede både virksomheden og sin chef, Michael, for tilliden i hverdagen og sagde med et smil, at han vælger stilheden fra ledelsen som et tegn på, at han nok ikke går helt galt i byen.
Per takkede også varmt alle, der havde stemt på ham. Han understregede, at han ikke er typen, der søger opmærksomhed, men blot passer sit arbejde – et arbejde, han elsker.
”Da jeg startede min karriere, var mit største ønske at få det bedste strålerør. Det var drømmen dengang. I dag har jeg et helt beredskab på et raffinaderi, og jeg er med til at præge, hvordan vi løser både de daglige udfordringer og de store opgaver fremover. Det er lidt vildt at tænke på, hvor meget der er sket siden dengang. Men selvom meget har ændret sig, så handler jobbet stadig om det samme: at passe på hinanden, løfte i flok og sørge for, at vi alle sammen kommer sikkert hjem igen. Det er det, der betyder noget for mig,” sagde en rørt Per i takketalen.
Stolthed blandt kolleger
HSSEQ Manager Michael Sandbæk var med til prisuddelingen og lagde ikke skjul på sin begejstring. Han fremhævede især, at prisen kommer fra kolleger i branchen.
Han beskrev blandt andet Per som “et fyrtårn og en kulturbærer på sikkerhedsområdet gennem tre årtier”. Michael glædede sig over, at Pers store arbejde nu bliver anerkendt uden for raffinaderiets egne hegn, og kaldte prisen mere end velfortjent.
Der er stor stolthed på tværs af virksomheden og hos Raffinaderiteknikernes Fagforening over, at Per blev hædret for netop det, han er kendt for: en urokkelig indsats for sikkerhed og et skarpt blik for sine kollegers trivsel.
Kæmpe tillykke til Per med prisen!

